OVERWHELMED.

Hvis i er nogle der har læst mit indlæg fra i sidste uge; Bodyparts - A meaningful post., ved i at jeg nogle gange har det meget svært, og lige i det indlæg var fokus på min rolle i klassen.

I dag, da jeg kom hjem havde jeg modtaget en meeeeget lang besked på facebook. Det var en pige fra min klasse der havde læst min blog fra den dag og hun ville så gerne kontakte mig efter det. Det er en jeg har snakket lidt med før, men ikke så meget - hun skrev at hun ville hjælpe mig og være min veninde, men ikke på en måde så jeg troede det var medlidenhed.

Jeg blev simpelthen så glad og jeg kneb også en lille tåre mens jeg læste beskeden, for det var så dejligt at få feedback på mit råb om hjælp og derfor så jeg det slet ikke som en medlidenhedserklæring. Jeg blev så glad, for hun er en rigtig sød pige og bare det at hun viser interesse for en klassekammerat i nød, synes jeg er helt fantastisk (især fordi det var mig der var 'ofret' i dette tilfælde).

Ingen burde det have det som jeg havde det, slet ikke i skolen hvor man tilbringer hver dag. Tag det ikke for givet, at du er sammen med en masse søde mennesker! Det har jeg gjort, og nu - efter, næsten to år i gymnasiet, er jeg først ved at være på rette vej.

Jeg føler mig pludselig ikke usynlig mere. Jeg er meget taknemmelig for den situation jeg er havnet i, for nu bliver jeg rigere. Rigere på kærlighed.

- Henriette