Sådan har jeg det virkelig her til aften. Et ord blev til en sætning. Et toneleje blev højere. Glæde blev til tårer. Situationen blev til mig ligge, med tårer i øjnene i sengen klokken halv ni om aftenen. Var oppe at skændes med min mor endnu engang.
Men denne gang blev det for meget for mig. Jeg kunne hverken tåle at se eller høre på hende. Derfor søgte jeg i skjul under dynerne, og lå lidt der. da jeg endelig kom ud igen, havde de andre sat is frem til mig, som hjalp lidt pga den søde tanke men ellers egentlig ikke.
Nu går jeg lidt og tænker på at flytte hjemmefra med det samme, næsten. Jeg ved bare ikke om jeg er klar, eller om det er en episode herhjemme der skal passere... men hvor længe skal sådan en periode vare? :-(
- Henriette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar