JEG ER IKKE ALENE MERE.

For første gang, efter halvandet år på gymnasiet, er jeg nu begyndt at føle mig velkommen - føle mig som en del af fællesskabet i stedet for at være den stille, anonyme pige der er "udenfor". Det har mest været min egen skyld, da jeg er alt andet end udadvendt - men nu er jeg begyndt at snakke med en masse mennesker og i stedet for at være bange for at sige noget forkert i timerne, bliver jeg nu spurgt og støttet, selv hvis det jeg siger er forkert. Det går langsomt, men jeg er på vej.