Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Følelser. Vis alle opslag

tirsdag den 20. marts 2012

OVERWHELMED.

Hvis i er nogle der har læst mit indlæg fra i sidste uge; Bodyparts - A meaningful post., ved i at jeg nogle gange har det meget svært, og lige i det indlæg var fokus på min rolle i klassen.

I dag, da jeg kom hjem havde jeg modtaget en meeeeget lang besked på facebook. Det var en pige fra min klasse der havde læst min blog fra den dag og hun ville så gerne kontakte mig efter det. Det er en jeg har snakket lidt med før, men ikke så meget - hun skrev at hun ville hjælpe mig og være min veninde, men ikke på en måde så jeg troede det var medlidenhed.

Jeg blev simpelthen så glad og jeg kneb også en lille tåre mens jeg læste beskeden, for det var så dejligt at få feedback på mit råb om hjælp og derfor så jeg det slet ikke som en medlidenhedserklæring. Jeg blev så glad, for hun er en rigtig sød pige og bare det at hun viser interesse for en klassekammerat i nød, synes jeg er helt fantastisk (især fordi det var mig der var 'ofret' i dette tilfælde).

Ingen burde det have det som jeg havde det, slet ikke i skolen hvor man tilbringer hver dag. Tag det ikke for givet, at du er sammen med en masse søde mennesker! Det har jeg gjort, og nu - efter, næsten to år i gymnasiet, er jeg først ved at være på rette vej.

Jeg føler mig pludselig ikke usynlig mere. Jeg er meget taknemmelig for den situation jeg er havnet i, for nu bliver jeg rigere. Rigere på kærlighed.

- Henriette

tirsdag den 13. marts 2012

BODYPARTS - A MEANINGFUL POST.

Turning to english, for this one post. This will be a rather long post, but I hope you'l read it anyway, and get to know me a bit more.

Today, in english class, my teacher asked every student which bodypart was most important to each of our induvidual identity. Some said that it was their hair, height or eyes. Some said that it was their hands (of course because of their musical talents, not anything else you might think of ;-)) And some of them even said that it was their whole body - because every bodypart makes them who they are. Which is the right answer, i think.


When it was my turn, I was divided. Divided between whether I should just take the easy way and say that I didn't really know - or if I could be brave enough to say what i really wanted. Of course, I was the usual me - the sissy, who's afraid of saying what she really feels and therefore keeps it all inside.

What I really wanted the whole class to know, was... That's it's not easy to be me. I have problems. I'm the quiet girl in class, so my classmates really don't know me. They don't know who I am, and I wanted them to know that. So I wanted to say that my most important bodypart is my smile. Because when people smile at me, and I smile back - they won't even know. The won't get to know that something's not right. They won't know that these days I feel like crying every day - sometimes, for no apparent reason, and they won't know that I'm on the edge of breaking down inside and out, and dropping out of school.



That's why I smile. I could choose to tell them what's going on in my life, but I think I'm too proud. Maybe too independent. I don't think that I need them to take care and comfort me, because I don't feel like I need their pity. But I do. I don't have anyone to talk to. Sometimes I break out crying in front of either my family or friends, just because I can't deal with this "being me"- situation all alone anymore.

Well, now at least you guys know how I feel. Hm...

mandag den 12. marts 2012

INNER BEAUTY...

Så mange fordomme. Så overfladisk. Man kan åbenbart ikke vise sin indre skønhed, medmindre man også har den ydre. Og det er fucked.




Elsker hvordan billeder kan sige mere en 1000 ord, og vise mine følelser - uden at være akavet.